Cécile

Cécile, hendes moder baronesse Marsilly og bedstemoderen marquise de la Roche-Bertaud (et temmelig ondskabsfuldt portræt af en en før-revolutionær adelsdame) flygter i 1792 til England, forklædt som bønder. De bosætter sig i en lille landsby, Hendon, hvor de i de næste mange år lever af lidt efter lidt at sælge ud af de smykker, det er lykkedes dem at få med på flugten. Til sidst er der dog ikke mere tilbage, men i mellemtiden er Cécile kommet i den giftefærdige alder, og moderen planlægger sammen med den rige bankier Louis Duval, at Cécile skal ægte dennes søn Eduard, som har været Céciles legekammerat som barn.

Cécile indvilliger, men forelsker sig så hovedkulds i en anden falleret fransk aristokrat, Henri de Sennones, og da Céciles moder dør, bliver aftalen med Duval ikke til noget – bedstemoderen ser også langt hellere, at hendes barnebarn gifter sig med en mand af stand – selv om han ikke umiddelbart kan forsørge Cécile og bedstemoderen.

Henri har imidlertid en rig onkel på Guadeloupe, som han kan arve, men kun hvis han kan efterkomme onklens krav om, at hans arving skal være beskæftiget i handelen. Henri nedsætter sig følgelig som købmand, og mens han rejser til Guadeloupe, sætter Cécile sig til at brodere på sin brudekjole.

En kritiker har kaldt denne korte, tragiske roman om de franske "emigranter"s – dvs. flygtninge for Revolutionen – prøvelser for en "tre-lommetørklæders tåreperser". Og det hele ender da også i det store hele skidt for alle implicerede.